Danskerne drikker oftere kaffe hjemme end på caféer

 Vi dyrker det hjemlige– og vi elsker stadig Merrild men også de særlige specialblandinger.

En undersøgelse sendt ud til Consumer-lab forbrugerpanelet og på Facebook har vist, at vi hyppigst indtager vores kaffen i vores private hjem og herefter bliver der også drukket meget kaffe på jobbet. Længere nede på listen finder vi café/restaurant og kaffekæderne.

kaffedrikker

Vi dyrker det nære
Det tyder på, at krisen måske stadig kradser lidt og vi der bliver drukket mindre latte på café eller også er vi blevet bedre til at invitere hinanden hjem og dyrke det nære med hjemmebrygget kaffe – og kage. Det er dog ikke typisk at det er espresso-maskinen eller stempelkanden der serveres i hjemmene – her er det faktisk filterkaffen der fører med 55 % af de adspurgte og herefter – før hjemmekværnede bønner og kapselmaskinen – kommer instant på en andenplads. Det siger også lidt om vores natur som vanemennesker. De fleste af os vil sikkert gerne lave en særlig kaffe eller nyde den, men bekvemmeligheden ved filterkaffe på den klassiske kaffemaskine eller en hurtig kop instant f.eks. om morgenen gør det til en foretrukken løsning for mange.

Hvad skal kaffen hedde?
Den skal hedde Merrild! Ikke overraskende viser Merrild sig som en vinder af mærke-kampen – men herefter sniger specialblandinger sig ind på en andenplads hvorefter mærker som Peter Larsen, BKI og Nescafé også scorer højt. Specialblandinger kan dække over meget, men det er ikke uinteressant at den ligger så højt – vi vil nemlig gerne have en kaffe, der er unik og noget særligt, så vi også føler os særlige.

merrild

Loyale kaffedrikkere
Udover mærket står det klart fra undersøgelsen at det vigtigste for en god kaffeoplevelse er, at vi kender smagen. Hele 57 % søger altså genkendelighed når de drikker en kop kaffe, så den skal helst smage som den sidste kop og dette bliver også bekræftet af, at 81 % er helt eller delvis enig i at de altid går efter det samme kaffemærke når de handler. Det må derfor være en stor udfordring for nye kaffe-producenter at etablere sig på et så loyalt marked. Det skulle da lige være på prisen, hvor selvom der er uenighed i undersøgelsen om hvorvidt pris er en betydelig faktor for, hvilken kaffe der drikkes – ja så er der altså halvdelen der siger at prisen betyder noget eller meget for, om de køber den, så derfor er der nok mange der fristes af tilbud på andre mærker – også når det gælder kaffe.

To typer forbrugere
Som noget af ovenstående resultatet måske allerede indikerer, så er det muligt at finde minimum to typer forbrugere ud fra undersøgelsen: Den traditionelle/loyale mod den kvalitetsbevidste/impulsive forbruger. Den første er Merrild -eller BKI-kaffedrikkeren, 40+ og kvinde. Kaffen købes i supermarkedet  – gerne på tilbud, men det er altid det samme mærke. Der er ikke forskel på hvilken kaffe der serveres, når kaffen nydes alene eller sammen med gæster. Kravet er kvalitet og genkendelighed, og der er ikke så stor fokus på økologi eller fairtrade.

Den anden type er 20+ og både mand og kvinde. Kaffen købes i specialforretninger og kaffebarer/café. Den må gerne være økologisk og fairtrade, men det skal kombineres med at kaffen er af høj kvalitet. Udover den dyrere specialkaffe er denne forbruger også instant-drikker, og der kan være stor forskel på, hvilken kaffe der serveres når personen er selv eller for gæster. Denne forbruger kan sagtens drikke instant, men hvis der er god tid kan der også blive kræset lang tid om den gode kop kaffe (espresso) med varmet mælk på friskkværnede bønner – også til én person. Denne forbruger bliver både fristet at tilbud på kaffe og kan købe en dyrere kaffe med hjem fra specialforretning.

Så det kan altså konkluderes fra denne undersøgelse at der bliver drukket kvalitetskaffe i hverdagen – men måske ikke helt så mange kopper på caféer, som vi har set de forrige år.

Har du andre sider af kaffe-sagen? Skriv gerne en kommentar herunder!

Danskerne og kaffe:

– Danmark er en kaffedrikkende nation og det fjerde mest kaffedrikkende land i verden.
– I toppen ligger de øvrige skandinaviske lande med Finland som den mest kaffedrikkende nation i verden.
– Danskerne drikker i gennemsnit tre-fire kopper kaffe om dagen

Speak Your Mind

*