Wow! Chokoladekærlighed i min mund

Mums. Lækker, lækker økologisk chokolade. Fyldig, aromatisk og smelter som smør på tungen. Jeg er meget begejstret for chokoladen fra Chocolate and Love. Mange øko-chokolader har en tendens til at være hårde, smuldre lidt i munden, og være sløve til at smelte. Men det er der ikke noget af her…

Har været så heldig at prøve både ‘Orange Mantra’, ‘Sweet Sea’, ‘Minted’ og ‘Coffee Affair’.

‘Sweet Sea’, som er en mørk chokolade med knasende bidder af karamel og et tvist af havsalt, er en overraskelse og sofistikeret. Smager ikke, som noget jeg før har smagt og efter min smag har denne variant en perfekt kakaoprocent på 55.

Jeg plejer at foretrække kaffesmagen kun som varm kaffe i en kop. Dog må jeg sige, at jeg næsten kan omvendes med ‘Coffee Affair’. Den har en meget mørk men mild og sød kaffesmag og minder lidt om den perfekte symbiose der kan opstå i munden, når man mæsker sig i god chokolade og god kaffe. Kakaoprocenten er også i denne variant perfekt afbalanceret på 55.

‘Orange Mantra’, derimod, er nok en anelse for bitter og mørk efter min mund og synes også mere fed. Derfor smelter den lidt anderledes, langsommere og tykkere, i munden. Men den har den dejligste orange-smag, helt tilpas i styrke.

Favoritten er helt klart ‘Minted’ – en rigtig god og fyldig chokolade med et frisk hint af mint og let knasende. Smelter perfekt i munden og her synes jeg ikke de 67% kakao er for meget – måske den friske mint opvejer?

Begejstringen fortsætter når jeg kigger på emballagen. Her præsenteres nemlig præcis kun de ingredienser, som chokolade bør indeholde: kakaosmør, kakao, sukker og ægte vanille. Ikke noget med vanillearoma, vegetabilsk fedt eller andre spændende sager.

Også indersiden af selve indpakningen overrasker positivt. Her er en take-it-or-leave-it feel-good-tekst om produktet, ingredienserne og fremstillingsprocessen. Jeg kunne ikke lade være med at læse det. Og selvom jeg på mest professionel vis forsøgte at forblive upåvirket af den smukt kamuflerede salgstale, syntes jeg bagefter at chokoladen smagte ENDNU bedre :)

– Lene

Speak Your Mind

*